Alle kapitalejere med bestemmende indflydelse skal huske at selvangive en ekstra blanket fra 2019 og frem.
Overset problem
Der var en grænse for selvangivelse af kontrollerede transaktioner på 5 millioner kroner. Grænsen er imidlertid blevet ophævet, men information om dette har ikke været helt klar for alle.
Det betyder at kapitalejere med bestemmende indflydelse (og det har i omegnen af 300.000 danskere), skal selvangive en række forskellige forhold som kapitalejer har med de selskaber der er bestemmende indflydelse på. Dette sker på et skema som kaldes 05.021. Vi har indsat link til skemaet her.
Det kunne for eksempel være (der er mange potentielle forhold, men her har vi omtalt de oftere forekommende):
▪ At man har bestemmende indflydelse.
▪ Mellemregning hvor hovedaktionæren har stillet penge til rådighed for selskabet, eller har lånt penge af selskabet. Og forrentning af begge situationer. Man skal angive den største saldo på mellemregningen i årets løb.
▪ Husleje som selskabet eller kapitalejer har betalt til hinanden i årets løb.
▪ Kapitalejers køb af aktiver, varer eller tjenesteydelser fra selskabet.
Bemærk den noget særprægede udfyldning, hvor man skal sætte X hvis der IKKE er transaktioner indenfor det pågældende område.
Skal indsendes selvom der ikke er transaktioner
Der skal ikke indsendes oplysninger om løn og udbytte, som trods alt er de oftest forekommende transaktioner. Det bemærkes, at udbytte og løn som ikke skal indberettes via skema 05.021 udelukkende er kontant udbetalt udbytte og løn. Dvs. hvis man udlodder en fordring, hvilket sker ved skattepligtige kapitalejerlån, skal der ske indberetning af dette i skema 05.021.
Uanset om der er transaktioner eller ej (evt. bare normal løn og udbytte), skal skemaet indsendes. Hvis der ikke er indberetningsværdige transaktioner skal man kun udfylde stamoplysningerne i skemaets punkt 1-9.
Praktisk indsendelse
Skema 05.021 er et excel-skema. Det skal indsendes sammen med kapitalejers oplysningsskema (selvangivelse), og sker praktisk via ”Kontakt” på skat.dk TastSelv. Derefter vælges ”Skriv til os” og ”Indsend til os” og ”Oplysninger om kontrollerede transaktioner (Skema 05.021)”.
Frist
Hvis der er tale om indkomståret 2019, er fristen for selvangivelse udskudt som følge af coronavirus situationen. Fristen er den 1. september 2020. Det vil sige man for 2019 skal indsende skemaet senest 1. september 2020.
Konsekvenser
Hvis man ikke indsender skemaet, men var forpligtet til dette, er en potentiel konsekvens at selvangivelsen / oplysningsskemaet ikke er indsendt rettidigt. Der kan i situationen pålægges bøde og kontrollovstillæg.
Kontakt os, hvis du vil høre mere.