Tjek indberetning af indefrosne feriepenge

Indefrysningsperioden
Medarbejdere har optjent et års feriepenge i perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020, som ikke er blevet udbetalt til medarbejderen pga. overgang mellem gammel og ny ferielov. Arbejdsgiver skal i stedet indbetale feriepengene til fonden Lønmodtagernes Feriemidler.
Arbejdsgiver kan vælge at beholde og skylde pengene indtil medarbejderen forlader arbejdsmarkedet, oftest i form af pensionering. På dette tidspunkt vil arbejdsgiver modtage en opkrævning fra fonden.
Hvis arbejdsgiver ønsker at beholde og skylde pengene skal man årligt tilkendegive at man ønsker at skylde. Der bliver i givet fald tillagt rente, som endnu er ukendt, men forventes at udgøre omkring 2,5% årligt.
Feriemidlerne kan også indbetales frivilligt, evt. delvist for enkelte lønmodtagere. Første frivillige indbetaling forventes at blive mulig 1. september 2021.


Førtidig udbetaling og indberetning
Reglerne om at arbejdsgivere enten kan beholde pengene, eller foretage frivillig indbetaling, påvirkes ikke af mulighederne for førtidig udbetaling. Det er således uden betydning om medarbejderen har valgt at få 3 ugers feriepenge udbetalt i den førtidige udbetalingsordning eller ej.
Arbejdsgiver skal under alle omstændigheder indberette inden 31.12.2020, og sidenhen indbetale til Fonden enten frivilligt, eller når lønmodtager forlader arbejdsmarkedet.


Nogle er ikke omfattet
En række personer er ikke omfattet af gammel ferielov, og dermed indefrysningen. Det gælder personer der har afgørende indflydelse på virksomheden. Det er personer der ejer:
1) mindst 50 % af selskabskapitalen, eller 2) mindst 50 % af selskabskapitalens stemmeværdi, eller 3) en bestemmende andel af selskabets kapital, eller 4) en bestemmende andel af stemmerne i selskabet eller 5) mindst 10 % af selskabskapitalen eller 10 % af selskabskapitalens stemmeværdi, og pågældende tillige er medlem af selskabets bestyrelse eller direktion.
Det gælder også ægtefæller til de 5 ovennævnte grupper. Og det gælder også selvom ejerskab sker gennem selskaber.
Det gælder uanset hvordan de pågældende er registreret i lønsystemet. Hvis de pågældende måtte være registreret forkert i lønsystemet, og der er beregnet feriepenge til de pågældende, skal det rettes inden indberetningen til fonden Lønmodtagernes Feriemidler gøres endelig inden 31.12.2020.


Hvad omfatter indefrysningen?
Indefrysningen omfatter 12,5% af den ferieberettigede løn i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020. Dog kun maksimalt 5 uger, da ferieloven kun omfatter 5 uger. En evt. 6. uge må arbejdsgiver/overenskomst selv administrere.
Provision er også ferieberettiget, forstået således at en provisionslønnet, under ferien har krav på en kompensation for den provision, der mistes som følge af ferieafholdelsen. Bemærk at løn i ferieperioder ikke er ferieberettiget.


Kontakt os, hvis du vil høre mere.