Indgreb rammer mange og skader investeringer

Underskud fra passiv investering i K/S, P/S og I/S er fremadrettet ikke fradragsberettiget i anden indkomst. Der kan nu kun modregnes i evt. fremtidige gevinster i samme virksomhed.

Lovændringen

Underskud i passiv deltagelse i Kommanditselskab, Partnerselskab eller Interessentskab, kan fremover ikke modregnes i anden indkomst. Underskuddene kan i stedet akkumuleres og i fremtiden modregnes i evt. overskud fra samme virksomhed.

Dvs. at hvis man fx køber en andel af en vindmølle, som giver underskud i starten, kan underskuddet ikke fratrækkes i anden indkomst, men kun anvendes i evt. senere overskud.

Typiske virksomheder, som rammes

Investeringer i solceller, vindmøller og visse ejendomme, foregår typisk igennem en af disse skattetransparente selskaber. Dette for at personen bag kan få glæde af en stor afskrivning i de første år, og først skal genbeskattes ved salg af aktivet på et langt senere tidspunkt. Der er således for en stor dels vedkommende, tale om udskydelse af skatterne.

Udbuddet af disse projekter i K/S form, P/S form eller I/S form vil med lovændringen formentligt blive væsentligt reduceret eller helt stoppe.

Teknikken

Det er ikke alle virksomheder som rammes. Der er 3 ting der skal være opfyldt, før der sker kildeartsbegrænsning:

  •  Selskabet udgør ikke et selvstændigt skattesubjekt (det er skattetransparent)
  •  Selskabsforholdet er reguleret af selskabslovgivningen, en selskabsaftale eller lignende og
  •  Deltagelse sker kun i uvæsentligt omfang

 I/S er ligesom P/S og K/S skattemæssigt transparente. I I/S vil der som udgangspunkt være en selskabsaftale eller en interessentskabsaftale. Personlige virksomheder, IVS, ApS, A/S berøres ikke.

Kildeartsbegrænsningen opstår kun, hvis virksomhedsdeltageren ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Hvis to personer driver et I/S, og begge deltager i virksomhedens drift, begrænses underskuddet ikke for nogen af de to. Deltagelse i virksomhedens drift i væsentligt omfang, er minimum 50 timer om måneden.

Tidspunkt

Kildeartsbegrænsning har virkning for virksomhed, der erhverves fra 12. maj 2017 eller senere. Loven er vedtaget den 2. juni 2017.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.

 

Ejerregister – legale ejer – Tvangsopløsning

Erhvervsstyrelsen har nu mulighed for at tvangsopløse dit selskab, hvis de legale ejere ikke er registreret

I 2015 blev selskaber pålagt at registrere deres legale ejere i et nyoprettet ejerregister på virk.dk. Selvom mange virksomheder har fået registreret deres legale ejere, er der stadig en del der mangler. På trods af, at Erhvervsstyrelsen har gennemført en indsats overfor de virksomheder, der ikke har fået registreret deres legale ejere, er der stadig mange der mangler. Folketinget vedtog derfor den 1. december 2016 en ændring, hvorfor Erhvervsstyrelsen fra og med den 1. januar 2017 fik mulighed for at tvangsopløse de selskaber, der ikke har fået registreret deres legale ejere. Erhvervsstyrelsen er nu i gang med at udsende påmindelsesbreve til de selskaber, der mangler at få registreret ejerforholdene.

Vi forventer, at Erhvervsstyrelsen sender påmindelsesbrevet til virksomhedens digitale postkasse ligesom påmindelsesbrevet vedrørende årsrapporten. Det er derfor som altid vigtigt, at kontrollere denne postkasse.

Har du et selskab, der modtager omhandlede brev, er du velkommen til at kontakte os for assistance omkring Erhvervsstyrelsens ejerregister.

Nyt lovforslag om billigere bo – og gaveafgift fremsat

Skatteministeren har fremsat et nyt lovforslag om billigere bo og gaveafgift den 29. marts 2017.

Billigere bo- og gaveafgift

Overdragelse til næste generation bliver billigere. Lovforslag lemper afgiften, for at søge at sikre, at Danske virksomheder og arbejdspladser forbliver i Danmark, og skaber flere arbejdspladser.

Overdragelse til hvilke personer

Lovforslaget er ikke relevant for almindelige overdragelser til 3.mand. Derimod nedsættes afgiften ved overdragelser til børn og børnebørn. Relevant er personkredsen, der kan succedere, og hvor bo- eller gaveafgiften efter de almindelige regler udgør 15 pct. Hvis afdøde eller gavegiver ikke har børn, gælder de lavere afgiftssatser, hvis virksomheden overdrages til søskende eller disses børn og børnebørn.

Ifølge lovforslaget, som trækker en del debat i medierne i øjeblikket, er der tale om ca. 23.000 virksomheder, som rummer ca. 300.000 arbejdspladser, der kan blive berørt de kommende år.

Afgiften

Bo- og gaveafgiften udgør efter forslaget 13 pct. i 2016 og 2017, 7 pct. i 2018, 6 pct. i 2019 og 5 pct. i 2020 og frem. Indtil nu har afgiften været på 15 pct. Den nedsatte afgift gælder både ved overdragelse af selskab, og ved overdragelse af personligt ejet virksomhed.

Krav ved overdragelse

Der følger et ejertidskrav med den nedsatte afgift: Overdrageren skal have ejet virksomheden i mindst 1 år forud for overdragelsen. Og erhververen skal opretholde ejerskabet i mindst 3 år. Der findes visse undtagelser til dette.

Overdrageren eller dennes nærtstående skal forud for overdragelsen have deltaget aktivt i virksomheden i væsentligt omfang (i praksis 50 timer per måned) i mindst et år i ejertiden, eller hvis der er tale om selskaber, have siddet i ledelsen i mindst et år. Nærtstående er: ægtefælle, bedsteforældre, forældre, børn, børnebørn, søskende og deres børn.

Der skal være tale om reelle erhvervsvirksomheder. Reglerne kan ikke anvendes på overdragelse af “pengetank-virksomheder”. Man er en ”pengetank-virksomhed”, hvis mindst 50 pct. af indtægterne fra den erhvervsmæssige virksomhed, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår, stammer fra ”pengetank-aktivitet”, eller hvis handelsværdien af virksomhedens ”pengetank-aktiver” (investeringsejendomme, ejendomsprojekter, byggegrunde, kontanter, aktier, obligationer, andre værdipapirer og lign.) enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 % af handelsværdien af virksomhedens aktiver.

Værdiansættelsesregler lempes

Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at SKAT skal anerkende de metoder til værdiansættelse, som fremgår af cirkulærer fra 2000 (bl.a. goodwill-cirkulæret). Hvis SKAT ikke finder, at de er retvisende for værdien, da er det SKAT, som skal dokumentere, at en anden værdi er mere korrekt. Det er en meget positiv administrativ lempelse.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.

Ny Frist for registrering af Reelle ejere, 1. december 2017

I vores indlæg den 31. marts 2017 blev der lagt op til, at de reelle ejere skulle registreres i perioden 23. maj 2017 – 1. oktober 2017. Erhvervsstyrelsen har i den 27. april 2017 annonceret, at perioden bliver fra den 23. maj 2017 – 1. december 2017.

 

Læs mere her:

 

https://erhvervsstyrelsen.dk/nye-regler-om-registrering-af-reelle-ejere-traeder-i-kraft-23-maj-2017

 

Kontakt os, hvis du vil høre mere.

 

Reelle ejere – skal registreres inden 1. oktober 2017

Alle skal registrere reelle ejere.

Rigtig mange virksomheder, skal i år registrere sine reelle ejere. Formentligt også din virksomhed. Det skal modvirke skatteundgåelse/skattely og hvidvask.

Hvad skal registreres mere end i dag?

Direkte ejere skal registreres i dag i ejerregistret. Hvis et selskab er ejet af et holdingselskab, er dette registeret som direkte ejer. Den reelle ejer, som skal registreres i fremtiden, er den fysiske ejer af holdingselskabet.

Hvem skal registreres?

Reel ejer, er en person der har ”tilstrækkelig kontrol” over virksomheden. Begrebet ”tilstrækkelig kontrol” er ikke defineret, men en indikator er personer, som ejer 25% eller mere.

Der er tale om selskaber (A/S, ApS, IVS og P/S), visse foreninger, SMBA, AMBA, FMBA, I/S, K/S, fonde, europæiske selskaber og andelsselskaber, finansielle virksomheder, investeringsforeninger mv. Undtaget er enkeltmandsvirksomheder og filialer, samt børsnoterede virksomheder.

Ejerskab

Ejerskab kan fx etableres gennem aftaler, tegningsretter/optioner, eller ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer eller lignende. Der er derfor ikke nødvendigvis sammenhæng mellem de legale ejere og de reelle ejere. Retten til at udpege flertallet af bestyrelsesmedlemmerne kan medføre reelt ejerskab. Dog skal der være et retskrav, fx på grundlag af vedtægter. Det er altså ikke nok, at sådan en ret er anført i en ejeraftale.

Hvad med virksomheder som ikke har ejere?

Er der ingen reelle ejere (fx hvis 20 personer ejer 5% hver), eller kan der ikke identificeres reelle ejere, skal den daglige ledelse registreres som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens register.

For fonde og foreninger, som ikke har ejere, defineres reelle ejere som den eller de fysiske personer, der i sidste ende direkte eller indirekte kontrollerer fonden/foreningen eller på anden måde har ejerskabslignende beføjelser. Her vil det være bestyrelsen, der skal registreres som den reelle ejer.

Hvem, hvad, hvornår og hvilke oplysninger skal registreres?

Registreringen skal minimum indeholde: Fulde navn, adresse, land, fødselsdato, nationalitet, art og omfang af rettigheder, CPR-nummer eller tilsvarende. Dvs. at virksomheden nu skal kende ejernes rettigheder tilknyttet ejerskabet, fx retten til at udpege et bestyrelsesmedlem.

Loven træder i kraft 23.5.2017, så registrering kan formentligt ske fra denne dato. Registrering skal senest være sket 1.10.2017. Hvis der ikke er sket indberetning, kan virksomheden ifalde bøde.

Det er virksomheden som skal fortage indberetningen. Men vi hjælper også gerne med at foretage indberetningen på jeres vegne.

Kontakt os, hvis du vil høre mere.

 

Tabita Lotte Rachlitz

Vi byder velkommen til Tabita som er startet hos os den 1. marts 2017. Tabita er statsautoriseret revisor og vil betjene mindre og mellemstore kunder hvad enten de drives i selskabsform eller i privat regi. Tabitas kompetencer spænder meget vidt, da hun i sin karriere har arbejdet med mange former for virksomheder indenfor mange brancher, derfor har Tabita også erfaring med de større kunder samt koncerner.

Blandt Tabitas øvrige kompetencer er rådgivning omkring selskabsretlige forhold bl.a. fusioner, spaltning, omdannelser m.v. samt årsregnskabsloven og rådgivning indenfor skat og moms.

Tabita har desuden erfaring med betjening af engelsksprogede kunder og datterselskaber af udenlandske koncerner.

Tabita er medlem af Regnskabsrådet hos Erhvervsstyrelsen.

Selvangivelse 2016

I dag har SKAT lukket op for årsopgørelsen 2016 for lønmodtagere. Hvis du skal have penge tilbage i skat vil de blive udbetalt den 11. april 2017. Så hvis du har ændringer til din selvangivelse kan du med fordel rette det inden 31. marts 2017. Fristen for ændringer til selvangivelse for lønmodtager er 1. maj 2017 hvor selvstændige erhvervsdrivende har frem til 3. juli 2017 til at indberette ændringer og virksomhedsindkomst.

Husk at tjekke følgende fradrag/felter på din selvangivelse
– befordringsfradrag
– Kost, logi mv. ved udsendelse i minimum 24. timer.
– Håndværkerfradrag
– Fradrag for donationer
– Tab på aktier og investeringsforeningsbeviser
– Renteudgifter på private pantebreve.
– Børn og underholdningsbidrag

Vi er altid klar til at assisterer med ovenstående eller andre spørgsmål vedrørende selvangivelse, skat mv.